Kan lykke komme udefra? Der er en udbredt holdning om at lykken, kommer indefra. Hvorfor stopper vi så alle op og ser på en regnbue, en solnedgang eller på bladene i efterårsskovens overvældende farveeksplosion? Måske fordi vi mærker et øjeblik af glæde i kroppen, ved det som vores øjne ser.
Vi skal forstå, og lægge mærke til, forskellen på lykke og glæde. Glæden er langt lettere at finde end lykken. Lykke er, for de fleste, noget stort og komplekst. Glæden ligger i det lille øjeblik hvor du ser noget smukt, måske noget uventet eller noget længe ventet. Ofte finde vi glæden i naturen, men den ligger i alt fra et smukt maleri, til en smuk himmel eller et snefnug som lander på din vante, en travl dag. Vi mennesker er egentlig ret nøjsomme og dygtige til at finde glæde, hvis vi vil det 🙂 Det at se på noget smukt gør en glad. Jo vel, det bliver vi ikke nødvendigvis lykkelige af, men ved at samle på glædelige stunder, og sætte mange små stunder af glæde sammen, hver dag, kan vi måske konvertere det til følelsen af lykke.
Klare farver og bløde former giver os mere glæde end gråtoner og spidse former, det er bevist. Nogle mener at de spidse former appelerer til vores ur-hjerne og advarer om at vi kan stikke os eller skære os på dem (torne og takker) og derfor foretrækker vi runde former, klare farver fortæller vores ur-hjerne at her er der liv og dermed gode levevilkår (blade, blomster og bær). Hvorfor ser så meget af vores byer, huse og indretning så ud som de gør. Ville vi mon ikke trives bedre med flere farver og runde former. Mange steder er vi godt på vej, både i arkitekturen og indretningen og gode gamle Poul Gernes var allerede i 60-erne på vej i den rigtige retning, måske han gik lidt langt, men balancen er jo til at finde.
Jeg bliver så glad, når jeg læser hvad Ingrid Fetell Lee, har fundet ud af, med hensyn til hvad smukke ting gør ved os, i sin bog Joyful. Vi behøver ikke kun af søge indad for at finde lykken! De smukke ting, natur og arkitektur som vi vælger at omgive os med, kan faktisk bringe os stor glæde.
Ved at arbejde bevidst hvad vi omgiver os med, kan vi skabe en masse små øjeblikke af glæde, både for os selv og for hinanden. Hvis vi samtidig husker at mærke efter, hvornår vi oplever følelsen af glæde, og måske lader følelsen lagre sig i kroppen, kan vi helt sikkert komme lidt tættere på lykkefølelsen, ved at færdes blandt og omgive os med, smukke ting.
At være kritisk med hvad man omgiver sig med, er måske ikke bare snobberi. De objekter, vi ser på hver dag har en overraskende og stærk indflydelse på vores humør. Glæden ved smukke omgivelser er måske en af de letteste måder at nærme sig lykken. Så opsøg og grib glæden i dine smukke omgivelser.